Nostalgi

Det er morgen, og det regner.

Foråret vasker sit ansigt med regnen i rosenhaven. Grenene med forårsblomster strækker hænderne mod himlen for grådigt at drikke dråberne, som får bladene til at åbne sig mod himlen.

Det er ikke en typisk dansk regn med små stikkende dråber, men en rastløs regn, som kommer skævt ind fra siden, som en dansende med skørtet svingende omkring en mand i rytme, og som musik i vinden.

Nej, regnen falder som en bosnisk regn, langsomt og tungt. Store dråber bryder asfalten, og borer sig ind i den bløde jord som granatsplinter, samtidig med at dråberne spiller trommer på vinduessprosserne.

Luften er tyk og himlen er mørk i sin apokalyptiske farve. Tunge sorte skyer sænker sig kvælende over landet. De store dråber er som tårer. Himlen græder, og det lyder, som den synger blues.

Folk græder mod himlen. Hver regndråbe er et liv, hvert liv er som en regndråbe.

Klar til at gå på arbejde, men kan ikke lide det, da han føler afmagt for ikke at kunne tale det danske sprog. Langsomt trækker han i de danske beklædningsgenstande. Fra radioen kommer mærkelige lyde i det mærkelige sprog, som han ikke anderkender, som sit sprog. Denne morgen vil han hellere lytte til blues.

Hans tanke var som perler på et snor. Først var det perler af regn, så skyer. Dernæst perler af blomster, forår og blues. Han vidste, at ved at lave pynten, var vedhænget Bosnien, som nu lukker den danske østerskal.