Enten eller

Kære Una, vi er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.

Jeg skriver denne bog til dig med ønsket om at tydeliggøre visse ting i livet som jeg heller ikke helt forstår. Jeg ønsker ikke at prædike eller give dig nogle råd. Det kan jeg ikke, for hvis jeg ikke kan rådgive mig selv, hvordan kan jeg andre?

Du har lært mig at kende, og du glæder dig når du ser mig. Den oprigtige glæde lyser dit ansigt op når du ser mig ved døren.

Jeg ved ikke hvornår får jeg brugt min tid op, hvor mange liv jeg har tilbage. Derfor skynder jeg mig at præsentere mig selv overfor dig.

Et menneske er ikke det vi mener om det, heller ikke det billede vi skaber. Et menneske er ikke det han selv mener at være, men noget helt andet – han er et ukendt faktor overfor sig selv. Et menneske er det største mysterium.

Nå, men hvem er jeg? Jeg er flodens stilhed. Jeg hviler under pilens grene indtil strømhvirvlen tager fat i mig og sender mig langs strømmen. Det er jeg ikke glad for. Jeg vil hellere hvile ved kysten og slumre. Jeg har oplevet jordskælvsstrømhvirvel, sygdomsstrømhvirvel, dødsstrømhvirvel, krigsstrømhvirvel, forfølgelsesstrømhvirvel og så er jeg igen i sikkerheden. Den har kørt mig rundt indtil jeg tog fat i flugtens gren og igen fandt fred ved vandet. Det stille vand tager mudder med sig, siger man i Bosnien. Jeg er omringet af flere lag snavs, men jeg er fortsat ren. Sådan er du også, fordi ethvert nyfødt barn er ren i sin barndomskilde. Senere bliver det smudset af mennesker og selve livet.

Nogle tror på skæbne, jeg er ikke en af dem. Derfor har mit liv været endnu sværere, fordi enhver beslutning jeg tog, betragtede jeg den som min egen fejl eller succes. Jeg siger svær, det betyder at der var et overtal af fejlbeslutninger.

Af to onder, valgte jeg den mindre.

Mærkelige er livets veje. Vi ved aldrig hvor vil de tage os hen. Vi er heldige for vi er i Fortunas hænder. Hun guider os, tager beslutninger for os og siger hvad vi skal gøre. Et råd er skæbnens slave. Men vi er herre over vores beslutninger. Først senere bliver vi deres slaver.

Når vi befinder os i en situation hvor vi selv skaber vores skæbne og vælger en side, vej og retning, først da er vi i en såkaldt enten-eller situation. Vi er dem som har taget en beslutning og vi tager selv konsekvenserne.

Enhver beslutning er et dilemma, ethvert dilemma er en beslutning.

-          Gid du beskæftigede dig med dig selv! – jeg hører min mors forbandelse, som bryder ud af talende mure.

En kold skandinavisk nat. Udefra hører man vindens hujen. Regnen sprøjter på vinduesruder. Jeg ligger urolig i det mørke rum og forsøger at fange hvilken som helst søvn, men den bider fra sig for det tillader den dårlige samvittighed ikke. Lige så snart søvnen kommer, samvittigheden jagter den væk. Svedens bønner popper op på min pande. De falder ned på håret og gennembløder puden. Mine øjenlåg er svulmet op, jeg trimler som om de har sat mig på et spyd. Jeg dingler med armene i håbet om at det vil jage mine tanker. Jeg ser krigen, drømmer om krigen, lever i krigen.

Minderne rev sig løs som en gal hund og kom farende imod mig.

Europa er lige startet på endnu en weekend, på gaderne var der en vrimmel af mennesker. Restauranterne fyldes op, tjenerne har det travlt, diskotekerne åbner deres døre, cafeerne er fulde af ungdom. Der er kun en tanke i deres hoveder: - Hvordan skal vi more os bedst?

Et sted på den sydlige del af planeten findes et lille land Bosnien. Der levede et forladt folk, som rejste en ny uheldig generation op og døde ud. Dets efterkommere blev dømt til at bære vægten af deres synder. Landets beboere havde mørke poser under øjnene som var deres varetegn.

Der fandtes et ensomt folk som alle undgik. De levede i træblomsters skygger, ved floder, i haver.

Vi sad i halvmørke. Det er krigens år 1992, gribbe cirkulerer over byen. I vandglasset fløder det skelede lys hvor der sivede mørk røg fra.

På bordet er der kartoffelpitas krummer. Peter Gabriels stemme hiver de sidste kræfter ud af den lille transistorradio. Frygtens ånder svæver over deres hoveder.

-          Hvad sker der hvis de banker på døren? – spørgsmål sværmer i de brændende hoveder.

Dødens sorte gammelkone med kutte på hovedet fejer med sin le og hun kan afskære deres hoveder ethvert øjeblik.

-          Ønsker I at jeg skal læse poesi til jer eller dræbe jer? – spurgte jeg.

Ord, frosne som et isbjerg, bristede i den mørke stilhed.

-          Læs poesi! – sagde Belma.

Åh, Una! Hvor var du tæt på dengang at vi slet ikke ville have mødt hinanden!

Livet er for kort til sorg. Vær lykkelig og du vil leve længe. Mit liv gik forbi hurtigt, som en sommerfugls sving med vinger. Der vil kun være vingernes æske tilbage.

Det var min eventyr.